Velkommen til uDkAnt’s anmelderside. Her anmeldes litteratur. Fortrinsvis anmeldes den litteratur der bliver overset af de traditionelle medier, men stadig har litterær kvalitet.

Tør du møde dig selv

af Vagn Remme

En god bog til sommerferien

Hvad er det der, der har alt, hvad de fleste kan ønske sig, og alligevel imploderer under en usynlig kraft? Du har nok gættet det: villadanmark. Det virker på mange måder, som om mennesket ikke er udstyret til at leve i tryghed og komfort, tenderende det ligegyldige. Nogle køber en racercykel, andre går all in på Gud, og helt andre vil bare gerne væk, uden rigtig at blive opdaget. Og det lykkes til dels for hovedpersonen i Torben Munksgaards roman Missionær.

Jørgen skrider efter et skænderi med sin kone og sover på det hotel, de plejer at frekventere i romancens navn. Dagen efter er han egentlig på vej hjem, men får en hjerneblødning undervejs, og gennem forskellige forviklinger ender Jørgen hos nogle mennesker fra et kollektiv. De beslutter at tage sig af ham. Således er Jørgen også blevet væk fra sig selv. Han kan ikke tale, han kan ikke bevæge sig. Og mens han kommer sig, oprulles kollektivets dysfunktionalitet. Anmelderen her har selv boet i sådan et øko-kollektiv, og selvom kollektivet i Missionær er karikeret, og det skal det være her, så rammer Munksgaard hovedet på sømmet. Når alt kommer til alt, handler vejen til frelse om sunde relationer til andre mennesker og ikke mindst et sundt møde med sig selv.

Om Lise finder Gud, om kollektivet overlever, eller om Jørgen kommer hjem, og hvis han gør, til hvem? Alt det er bestemt værd at bruge nogle timer på i Munksgaards stærkt velskrevne og morsomt oplysende roman Missionær.

At se mig selv som hverdag

af Vagn Remme

Birgit Bjerre har udgivet en vidunderlig smuk bog. Kortprosa og på samme tid opslagsværk over de små mysterier, der er lige foran os. Det vi har hedder den og er en samling af kortere tekster over forskellige emner, temaer, begreber, der er rangordnet alfabetisk og ind imellem er der illustrationer af forfatteren selv. Omdrejningspunkterne er, hvordan begreberne bruges i hverdagen af de mennesker vi er og Bjerre viser os ofte spejlet som for eksempel i teksten Plank. En af de tekster jeg især faldt over var teksten Hav, hvor der står om det at være i havet er, at benene mister tidsfæstet. En fantastisk og sand sætning. Og så krydshenviser Birgit Bjerre til andre tekster i bogen. Det åbner bogen yderligere op for betydningslag og strømme, der er med til at gøre det til et interessant og åbent værk at træde ind i.

Litteraturen er sexet

af Vagn Remme

Hvis du gerne vil lære noget om litteratur, så er Litteraturens tilgange et ualmindeligt lækkert værk. Det er bestemt ikke en læs let bog. Den kræver du har tid, men giver du den tid, så åbner der sig et væld af måder at gå til læsningen af litteratur på. Jeg selv startede med at læse kapitlet ‘Feminisme og perversteori’ skrevet af Dag Heede, fordi jeg følte mig provokeret af emnet, hvilket jeg som hvid heteromaskulinitet, der elsker mit mand, jo er i min gode ret til. Og jeg blev også provokeret under læsningen, og det er ret fedt at få skubbet lidt rundt på de efterhånden lidt fastlåste og til tider sammenrustede klodser i hovedet, og Dag Heede har en evne til med humor og vid at føre mig ind i stoffet og få et blik og forståelse for, hvordan en femipervers læsning kan bruges i litteraturen og fortolkningen af verden. I det hele taget har de to mænd Johannes Fibiger og Niels Mølgaard (jeg ved selvfølgelig ikke om de identificerer sig som han) redigeret et fantastisk værk, der kan gøre dig ret klog på litteraturen. Og kloghed, er stadig max sexet.

Elsket være den

af Vagn Remme

Der er noget ganske vidunderligt ved Jonas Reppel’s digtværk Farfedt. Digtene er skrevet sådan som sprogets verden må se ud for en ordblind. Det er den virkelighed som Reppel fremmaner, at det er sådan her det er, og det er sådan, præcis sådan digtene skal se ud, haltende og væltende rundt i stavefejlsstrategier. Digtene kredser om savnet af en far, der på den ene eller anden måde er forsvundet ind i sit eget posttraumatiske liv og efterlader en dreng i frit fald; og for at citere Cesar Vallejo, elsket være den […] der betaler med det han savner. Det er en tung sammenligning men Reppel, når flere steder samme litterære højder og ditto klarsyn, for eksempel i et digt, hvor jeg’et beskriver alt det han vil gøre ved sin far, en række af forbandelser, der nedkaldes over faren: jeg river din rygsøjle ud / stikker den imellem dine ribben / i dit hjerte og river det ud / jeg steger det over din rygende krop / jeg skærer det ud i små bidder/ æder det med ketchup og remulade og slutter digtet af med: jeg tvinger dig til at æde dit adamsæble / jeg lader dig hænge / så mågerne ka æde det / du aldrig gav mig. Jeg kan på det varmeste anbefale Farfedt, der er en helt særlig præstation, hvor der skæres dybt og sandt.​

Når sproget har ADHD

af Vagn Remme

Der er ingen grund til at tale om den svære to’er i Tina Franks forfatterskab. Alt det vi fejler er mindst lige så brændemærkende god som den første, Øjets anatomi, der ligesom Alt det vi fejler, kredser om sygdom som katalysator for sjælelige jordrystelser. Bogen er fortalt som en slags roman, siderne er klippet, hvad der umiddelbart ser lidt tilfældigt ud, sådan cirka to-tredjedele nede på siden, af og til midt i en sætning, andre gange lidt mere struktureret. Det giver – og jeg er ikke fagmand – men en fornemmelse af en popcornhjerne, som om selve sproget har fået adhd, eller at hovedpersonen er skubbet ud af sin struktur. Det er klart, at Tina Frank har styr på sit shit, derom ingen tvivl, og romanen har også en kerne som fortællerstemmen kredser omkring, men umiddelbart virker fortællesproget abrupt og springende. Det styrker for mig at se det undersøgende, og viser hvad det vil sige at være menneske, ikke at vi alle har lidelser, men at livet sådan helt generelt også er båret af lidelsens nådegave. Og det er jo ikke altid rart, når det går op for en, uanset hvor sundt du lever, hvor mange løbeture du tager, hvor meget wellness du pjasker i hovedet – eller som Aske Munk Jørgensen siger, til sidst står prostatakræften og venter på dig. Tina Frank har gjort det igen, en kort, præcis genistreg.

​

Sproget i en flaske, en knust vej tilbage til sig selv

af Vagn Remme

Jack Kerouacs Big Sur fra 1962 handler om Jack selv, der forsøger at komme sig over succesen med On the Road, og det liv det førte med sig og, den opmærksomhed Jack som person fik. I forsøget at på at vende tilbage til at leve autentisk, altså som en bums eller vagabond, et liv levet i et langt howl eller beat, at skriften må fortsætte. Så for at komme væk fra det hele, og måske også for meget druk, gemmer han sig i en hytte, i Big Sur. 

Her er han tørlagt i nogle uger, inden han drager videre. Egentlig er historien ikke så vigtig, det er skriften det handler om her. Ordet, eller ordene, rytmen, taktslagene; måden han tilrettelægger sætningerne på, fremmaner de forskellige tilstande han er i. 

Jack bliver ét med sproget og rytmen, han er the beat, ikke som en beatnik, men som livets hjerteslag, det der fører livet frem, og giver det mening, at det er de sproglige bevægelser der er meningen, eller der hvor livet gives mening, og ikke i det ydre, men at meningen i lige så høj grad findes som vagabond, fordi meningen ligger i sproget. 

Og i det felt er Kerouac genial, sproget i Big Sur er virkeligheden, den tone, farve, følelse han skriver frem, er det der er, og det er skide godt.

​

En vej ind i tågen

af Vagn Remme

Kristian Leth har skrevet romanen En vej ud af tågen. For læseren her, er det mere en vej ind i tågen, eller krattet – og det er helt nede på det sproglige plan – prosaen kan godt virke ufremkommelig. Det føles som om, at læseren hele tiden skal flytte grene, for at kunne komme frem, og det slår mig, at jeg under læsningen flere gange kommer i tanke om, da jeg var barn, og farede vild i et brombærkrat på Livø, eller farede vild er så meget sagt, på en eller anden måde endte jeg inde i et brombærkrat. Jeg stod i en lille lomme, og rundt om mig var der brombærranker. Jeg kunne sådan set godt se hen over krattet, men at komme igennem det på en fornuftig måde. Der var der lukket. Min far var der, og han træder brombærrankerne ned og løfter mig ud ad moradset. Det er ikke det Kristian Leth oplever.

For ham er vejen ud ensom, og han ender ikke med at møde nogen som helst i sit eget junglekrat. Der er ingen der kommer ud af en busk og stikker hånden frem, Doctor Leth i presume. Han må finde ud af at famle sig frem, og lade det blive til et liv og sørge for, at han måske ikke begår samme fejl som sin far, som ikke rigtig var der. En vej ud af tågen er et sprogligt mesterværk, at sproget er vejen, og at vejen videre går gennem sproget, er så godt lavet som det kan med denne bog. Et virkeligt kunstværk.

​

En enorm anonym kommune II

af Vagn Remme

I 2020 udkom to romaner, Kommunalroman af Rehné Christensen og Svaret kommer med posten af Sidsel Falsig Pedersen. Kommunalroman er anmeldt her på siden tidligere, og nu er turen kommet til, Svaret kommer med posten. Begge romaner har bureaukrati som omdrejningspunkt. At der findes et system, der er totalt uigennemskueligt, og ingen rigtigt ved hvad det styrende princip er eller hvem, og om der overhovedet er noget, der styrer. 

Menneskene indgår i et system, i en maskine, tandhjul, der ingen årsag har eller for den sags skyld nogen produktion – måske. I Sidsels roman følger vi en navnløs kvinde, der måske har lidt karriereambitioner, måske ikke har. Hun har også haft en kæreste fra en anden afdeling, muligvis er det skidt, at have en kæreste fra en anden afdeling, og hvad hun laver på sit arbejde ved vi ikke, der er måske noget med et køkken, men der er også noget med et kontor.

Der ligger også nogle sociale krav fra systemet, igen meget utydelige krav. Og det hele ender som det skal med ikke rigtig noget, og at afsløre hvad bogen ender med betyder ikke noget, det er ikke derfor du bør læse romanen. Sprogligt er den virkelig god, Sidsel er fantastisk til at fremmane denne utydelighed, den uvirkelige uigennemskuelige og fremmedgørende drivkraft, der er i samfundet. 

Og det får mig til at tænke på romerrigets fald, at riget brød sammen under dets egen vægt, af blandt andet bureaukrati, og at vores vestlige verden, med vores storproduktion af love, regler, direktiver, reguleringer og forordninger, at det samme er ved at ske her. Ingen ved hvad der foregår, ingen ved hvorfor, og alle ved at posten er blevet så uregelmæssig, at svaret i hvert fald ikke kommer med posten, eller DAO eller GLS eller UPS. En utrolig vellykket roman, som beskriver en side af vores samfund, vi har svært ved at tyde i det daglige.

​

Pigeværelset

af Vagn Remme

Tavs disko er et sansenærværende vidunder af en roman. Og der er stille mellem linjerne, ligesom forfatterens første bog, der også bød på stilhed, Stillezone hed den. Og selvom tavsheden hænger tungt mellem linjerne, er det jo også en støj, at vi her har med et ungt menneske at gøre, som ikke aner, hvad hun skal stille op med livet. Og som hendes modsætning og veninde Zelda siger om Blake:

“Der er mennesker, der altid oplever noget ud over det sædvanlige og kan fortælle om det på en spændende måde. Så er der mennesker, der oplever det sædvanlige og formår at gøre det spændende, når de fortæller om det. Og så er der mennesker, der oplever det sædvanlige og ikke formår at gøre det spændende, når de fortæller om det.” Zelda konkluderer, at jeg tilhører den sidste gruppe.

De to veninder bor sammen og glider fra hinanden, sådan som det bør være, at man skal finde ud af hvem man er. Og her aner Blake ikke sine levende råd. Hun kender ikke sin egen seksualitet. Hun kalder sin kusse for tissekone, og hun har aldrig onaneret og agter heller ikke at forsøge. Og hun kan heller ikke forklare hvad hendes problem egentlig er, kun da hun er sammen med Caleb kan hun på engelsk formulere lidt hvad det drejer sig om:

“I don’t really know who I am, you know. But I think Zelda knows. She knows who I am, so when I’m with her, it feels okay not knowing.”

Tavs disko handler klart nok om at blive voksen. Men sproget og det til fingerspidserne sansende nærvær er virkelig godt skrevet, og med en følsomhed, og alligevel en stærk intensitet, der gør romanen til en særlig god læseoplevelse.

Når naturen er svaret

af Vagn Remme

Kom tilbage, lille Sheba bør læses i ét træk, og måske læses igen. I første omgang virker det næsten for let, men som digtene langsomt omslutter kroppen, står læseren pludselig dér, på gården, med fødderne i naturen. Prøv bare at læse her:

Men det var nåde skoven berettede om,

marken strålede dér

og bækken løb langs åens bred.

Af den nåde er du her

ikke gennem dine gerninger,

de sitrende øjne,

når der ikke er nogen nåde.

Der er den dobbelthed i digtet som også er ved naturen. At livet er den nåde skoven giver, eller at det er en nådegave, men at der på samme tid ingen nåde er, for den der taber til naturen, den der skal slagtes på andres nåde og det er det du kan se i fårets øjne, når du fanger den på marken, når du sætter kniven for struben, og siger tak, og skærer halspulsåren over, og siger tak, det er den sitren der er i øjenene på dyret. Og her er den finske digterinde Sirkka Turkka (f. 1939 – 2021) helt eminent. Og jeg vil sige, at den her forfatter lever sine digte. Hun bor og arbejder på en gård og digtene er noget livet og naturen giver hende, der hvor hun lever. Det er sjældent og det er fremragende. Læs hendes digte, læs hende.

Når spørgsmålene er svaret

af Vagn Remme

Adam Drewes` langdigt Kim Larsen? Spørgsmål til fællesskabet er skrevet på den energi, et dødsfald også skaber, den uro, hvad så nu, så er der ikke mere fløjten fra gadedrengen, ikke mere lampefeber, eller når lysene brænder ud. Det er tydeligt at langdigtet er skrevet i en bevægelse, måske en slags rus; og læsningen går overraskende let. 

Jeg kunne godt gå så langt som at sige, at det er en pageturner. Jeg kommer ikke til at sige så meget om indholdet, du kender det hele, du ved det meste, og derfor er det også en genistreg, at stille spørgsmål til den kulturhistorie, vi alle sammen kender. 

Jeg ved ikke om det giver et nyt blik på vores samtid og fællesskab, men det får mig til at gentænke, det får min hjerne aktiveret. Jeg ser på den tid der er gået, og hvordan den fortid kan fornyes ved at stille spørgsmål. Således jeg i dag, kan gå ud i fællesskabet med nye øjne på det der er lige for næsen mig, og se dig, dig der er lige over for mig, og er alt det, der er nok af …

Når sproget siger noget andet

af Vagn Remme

Figurdigtene, eller figurteksterne i Thomas Kirks Hvad siger sproget viser hvad sproget egentlig består af. Tegn der skal fortolkes. Dels fortolkes de ud fra den krop, og de erfaringer kroppen har med sig, men tegnene tolkes ud fra den samtid, tegnet er skrevet eller formet i.

Kirk leger sig frem, ingen tvivl om det, og det er sjovt at lege med. Mange af figurerne har fine dobbeltbetydninger, især kan jeg godt lide den, hvor sproget forsvinder gennem genstandsleddet. Det er virkelig godt fundet på, og det giver mindelser til Johannes Lund Madsens Hvad ser diamanter, og selvfølgelig Vagn Steens forfatterskab.

Jeg har læst bogen sammen med et par af mine børn og der kom en del snak ud af det, især omkring sproget som ikke-sandhed, men mere en virkelighed du skal tro på, eller være enige om at sproget giver fra sig, og her kan Hvad siger sproget noget særligt, nemlig at pege på at sproget er en åben kontrakt, der hele tiden forhandles. Så en klar anbefaling herfra.

Familen …

af Vagn Remme

Min mor! “Åh nej” er min første indskydelse. Titlen er alt for tæt på, og på en måde så langt fra mig. Hvornår har jeg sidst sagt: ‘min mor’. Da jeg var barn, og kunne pege og sige: ‘det er min mor’, så mange år er titlen væk fra mig; og som sådan møder jeg allerede i titlen mig selv som barn; og sådan må det også være i Peter H. Olesens roman Min mor, der handler om en midaldrende mand, der kommer for at holde jul hos sin enlige mor. 

Han møder hele sin barndom, for det gør man jo, eller rollerne mellem forældre og børn forbliver intakte, og selvom Peters protagonist forsøger og håber på, at denne gang kan han vride sig fri. Vores helt synker langsomt ned i en malstrøm af erindringer. De peger alle på, at vores helt, egentlig kun eksisterer i kraft af morens tale, og måde at være på, at protagonisten så at sige, udelukkende findes gennem moren, og at det er det vores helt kæmper med, muligheden for at finde sig selv. Jeg husker Henning Moritzen sagde, at først da hans far døde kunne han skrive bøgerne om den undselige Ib. Og måske er det hvad der skal til for vor helt, eller måske noget helt andet.

Peter H. Olesen gør det sgu godt! Det er et stilfærdigt og præcist sprog der i detaljen, og småligheden åbner en større fortælling op. Og det er jo snart jul, og skal du hjem til din mor i julen? Tøv ikke, tag Min mor med, der venter overraskelser.

Et slag i manden

af Vagn Remme

Skal man læse Allan Lillelunds novellesamling Nedslag? Ja, det synes jeg man skal. 

Allerede i den første novelle, som også er titelnovellen, fører Allan læseren ind i faderrollens besværligheder, med at få faderens idealer om et far søn-forhold, givet videre til sønnen, der måske, måske ikke gider fiske, men samtidig kan faren sådan set heller ikke rigtigt give sig hen til fiskeriet. Ikke på grund af damen, der kommer forbi, som faren måske, måske ikke flirter med, men det vigtige er egentlig, at barnet kan mærke, at faren ikke er til stede, måske på grund af far-projektet, det lidt stive projekt med at give noget videre til sine børn. Hvilket er dømt til at gå galt. Børn er deres eget liv. Så med mindre de voksne drikker sig ihjel, eller på en anden måde ødelægger børns liv, så bliver de dem de er, eller skal helst blive det. Det er rart, endelig at læse om faren. Der er flere af novellerne, hvor far-rollen tages op. Ikke som det her monster eller en helt, men egentlig bare en far, der prøver at være far. Og det gør Allan ret godt, og gør det med et følsomt sprog, der ofte er med til at forstørre følelserne, og de motiver menneskene har i novellerne. Det er en stærk novellesamling og dejligt at kunne spejle sin egen far-rolle. Godt gået.

Kampen om livsanskuelsen

af Vagn Remme

Hovedpersonen i romanen Frank, plages af lige dele oprørstrang og vanvid. Det er måske ikke et direkte vanvid, en sindsyge, sådan som Birgit Munch eller Mahasti Yazdi skriver i deres bøger. Det er mere samfundets påvirkning af menneskekroppen, der er på spil her. Det er jo tydeligt – for Frank i hvert fald – at samfundet ikke kan blive ved med at vækste sig ud af nogen som helst problemer i liberalismens navn. 

Liberalismen graver sig ned i mudret, kun for at bygge sig større i håb om at komme ud af mudret der vokser i samme hast, og til sidst vil kolossen bryde sammen under sin egen vægt. Det ved enhver! Det kan hovedpersonen mærke på sin krop, i sådan en grad at Frank træder frem, godt nok som en kanin, men en stærkt revolutionerende kanin. 

Frank overtager af og til jegets liv, og hovedpersonen virker meget blød og gennemtrængelig, som om livet går lige igennem hende, sådan som linje A5 med menneskesvedsduggede ruder, glider anonymt gennem København, mens vores heltinde bliver taget på ballerne i bussen uden hun siger noget; og synderen går videre til den næste kvindes røv. 

Vores heltinde virker opgivende, apatisk, lader liberalismen rage på hende, fordi hun ikke kan deltage i det liberale vækstorienteret samfund, og samtidig godt kan se det forkerte ved det, men hvad kan hun gøre, og hvem vil sige fra overfor en højere løn, en bedre bil, mere internet, mere sikkerhed, mere tilkøb, mersalg, krydssalg. I stedet forsøger hun at tage kampen op med kaninen Frank. Og hvordan det går, kan du læse i romanen Frank, der giver et velplaceret spark lige i det liberalistiske klokkeværk. Værsgo, det er en bog, der bør læses af de mange og være en del af pensum på CBS.

Digteren ser sin famile

af Vagn Remme

Sommerferien står lige for døren. Jeg skal selv til Fur med familien. Sommerhus lige ned til Limfjorden. Der er altid en spænding ved det, når det er hele familien. Man ved aldrig hvordan formen er, på familiens sociale tilstand. Gider vi være sammen? Det er klart mit lod at sørge for at vi gider, at der sker noget med ungerne.

Der var engang, hvor jeg kunne lægge mig på gulvet, og så var det underholdning nok for ungerne. Med læsningen af Nikolaj Zeuthens Sommerferiedigte, kan jeg mærke, at han måske ikke ligger sig på gulvet, men at han er i øjenhøjde med ungerne, med situationen. 

Og den stille angst han har inden de skal i Fårup Sommerland, den kender jeg godt, kommer alle levende ud, og hvad mig selv angår, så er jeg too old for this shit. Og jeg er den sidste, der tager en tur i Dragen, eller Dødeslagteren eller hvad de forlystelser nu hedder. Egentlig vil jeg helst gå sammen med Ejvind, hans alder passer til Gurli Gris Land mens jeg hører ham fortælle historier om sit seksårige liv. Nikolajs sprog er roligt og nærværende. Jeg gider være med i læsningen af Sommerferiedigte, selvfølgelig fordi jeg kan se mig selv i digtsamlingen, men det er klart forfatterens fortjeneste, at jeg kan tyde mig selv. Et hverdagens stille storhedsværk, der blev læst inden jeg tog på sommerferie, selvom jeg lovede mig selv, at det var en af de bøger der skulle med. Ja, så er jeg på herrens sommermark igen.

Et walktrip på må og få

af Vagn Remme

Forfatterfotoet på romanen, Mælk og Blod, er af en lille dreng, på måske fem år. Han ser betuttet ud, måske lidt bange. Det virker som om han godt ved, hvad der skal komme, og at det der kommer, ikke er rart. Sådan havde jeg det også med romanen. 

Der er en undertone, dybt begravet i sproget. Det er en stemning af noget uhyggeligt. De to drenge, Jacob og Smumsi, stikker af. Den ene fra mord, som han måske, måske ikke har begået. Den anden, Jacob, stikker af fra sin hashpulsende storebror, da forældrene endnu engang skrider fra deres forældreopgave. Forældrene er rige, frie og dermed ansvarsløse. Som hovedløse høns driver de rundt i deres eget liv, uden at ænse Jacob. Nå, men det er de riges problemer. 

Drengenes problemer vokser som de kommer frem. De møder blandt andre dødeslagteren. De havner på en gård, hvor de møder Hans-Ove. Den familie er simpelthen så godt beskrevet. Dysfunktionel som den er, druk, incest, weekendssex, prutter med ild i, den døende bedsteforældre der ligger i stuen. Det står tindrende klart, og der er så godt et nærvær. Det er scener fra en tid på landet. Sådan var det nogle steder. Jeg kan selv finde de par steder fra min barndomsegn, hvor forholdene var på samme måde, hvor depression og udannethed allerede mødte en i indkørslen. 

Jacob Grønlykke har så meget kærlighed til de mennesker han skriver om, at de bliver hele og ikke afstumpede. Imponerende godt lavet. De to drenge skal meget igennem på deres walk-trip. Men det må du hellere selv læse, og tage en rejse sammen med to drenge, der prøver at komme væk fra noget, men ender med at finde noget i stedet.

En enorm anonym kommune

af Vagn Remme

Kommunalroman! Prøv bare at mærke på ordet. Prøv at sige det højt. Kommunalroman. Det ligger næsten for godt i munden. Allerede i titlen, er Rehné Christensens debutroman genial. Og den holder hele vejen igennem. Jeg arbejder selv i en kommune, så jeg ved hvad forfatteren skriver om. 

En enorm anonym kommune, som Per Højholt skriver i Turbo, det er hvad læseren er oppe imod, og sådan set også karaktererne i romanen. Det er nemlig kommunen der er hovedperson, og formentlig også fortælleren, og de forskellige karakterer bliver holdt beskæftiget, og i ganske kort snor. Det er hylende morsomt, og romanen er et langsomt stigende latterbrøl. De omkring tohundrede sider, drejer sig udelukkende om ét krisemøde.

Der er sket noget ude på institutionen Vikan. Ledelsesgruppen i kommunen holder møde, og der er krisekonsulenter (jeg vidste ikke de fandtes, men selvfølgelig gør der det) og så går legen ellers: hvem har aben. På et tidspunkt møder vi en skikkelse, ganske vist er det en af de høje chefer Ejgil, men det virker på ham som om kommunens ånd har besat ham: “Helt tæt på ser han meget træt ud, som han sidder der i det kridhvide mødelokale. Han synker ligesom lidt sammen i sin navyblå habitjakke, gør Ejgil, og ser en smule alene og forladt ud […] Som om der hænger en slags evig tåge ud for hans blege ansigt med de slørede blå øjne inde bag de tykke glas i den tunge hornbrille.” 

Der er noget på spil i den her roman. Hvor længe skal mennesker der arbejder, finde sig i ligegyldige djøfere, der går rundt og øffer og belønner sig selv med mere arbejde, uden at det gør nogen som helst forskel. Tak for en skidegod roman.

Krig 2!

af Vagn Remme

Elvir Maleskic kommer fra Bosnien-Hercegovina, hvor han flygtede fra krigen. Han kommer til Danmark i 1992. Elvir skriver om krigen, på en måde som jeg ikke har læst tidligere. Jeg har jo læst Celines Nord, Rejsen til nattens ende, Mørkets hjerte og Intet nyt fra Vestfronten, der beskriver krigen direkte som et nærvær, og en aktivitet. 

Elvir skriver om krigen set indefra. Set indefra et “jeg”, og hvordan et menneske tager krigen ind, og hvordan den hænger fast i kroppen – som en hærgen. Knogler der konstant knuses, i en malstrøm af erindringer. Noget af det der gør I stød finder jeg læ så stærk, er den måde Elvir blander sex, længsel og krig på. Sproget er en krigsmaskine, og det får læseren her til at mærke rædslerne. Ligesom du også godt kan mærke, hvordan det er når en kvinde og hendes niårige dreng fra Langeskov, bliver sendt til genopdragelse, blot for at blive stenet. 

Du kan godt se det for dig, du kan godt mærke, at du får det hvide klæde over hovedet, du kan godt høre dit barn, der sidder på sine knæ med hænderne bundet på ryggen, du kan hører flokken blive opildnet, og du hører knoglerne blive knust, måske i din egen skulder, måske dit barns hoved, og det tager lang tid, det tager lang tid at dø. 

Jeg kan godt se, at dette kan være hård læsning. Og det er også svært at læse I stød finder jeg læ. Den folder krigens betydning ud i det enkelte menneske. Det bekræfter mig endnu engang i, hvor formasteligt idiotisk krig er. At Elvir kan bære sorgen ved at miste sig selv, og beskrive krigen så tæt på sig selv, som noget seksuelt, at krigen er en penetration, et skud i kussen og en pik i hovedet. Sådan overmandes læseren, og jeg kan mærke på min krop, hvad krigen gør, og det er fandme stærkt skrevet Elvir. Tillykke med en utrolig flot debut.

Sommerdagene blev fodret med landminer.

De lyste i græsset som skildpadder i sandet.

Jeg elskede at gå rundt om dem og strejfe dem med storetåen

med nyklippet negl.

Det kunne mor slet ikke lide.

Det solskoldede metal var koldt og forvist til evigt liv i højt

græs.

At dele en flaske rosé med med dig de her dage er som at gå en tur i

et bosnisk minefelt.

Efter et regnskyl.

Det ene øjeblik finder man en viol.

Det andet mister man en fod.

Krig!

af Vagn Remme

Jeg læser ikke bøger om Anden Verdenskrig. Krig er i udgangspunktet – for mig – kedeligt. Jeg forstår ganske enkelt ikke, hvorfor nogen gider at gå i krig. Det er bøvlet. Det er dyrt. Og rigtig mange, bliver meget kede af det. Godt. Så er udgangspunktet klar for denne dobbeltanmeldelse. 

Aske Munk-Jørgensens roman, Sfærernes musik lå længe i vindueskarmen, den lå lige så længe på natbordet. Så sker det, der ofte sker. En aften, hvor der ikke rigtig er noget at lave, og man kommer til at læse et par linjer, og vupti så sidder man klokken tre om natten, og er mere eller mindre færdig med bogen. Munk-Jørgensen skriver i en god solid prosa. Personerne i romanen ser jeg klart for mig. Vi følger hovedpersonen Mark, der er uddannet på universitet, og er så dygtig, at han bliver ansat på universitet. Men som krigen skrider frem, og der er brug for mere kanonføde, bliver han mere eller mindre tvunget ind i luftvåbnet. Og det er netop dér kvaliteten åbner sig i Sfærernes musik. Krigen har sin egen virkelighed, og sin helt egen logik. For mig at se, skelner den ikke mellem høj og lav, homo eller hetero, den rammer tilfældigt. Mark bliver mere eller mindre bedt om at deltage i RAF (Royal Air Force) og deres missioner. Om han gør det fordi han har tendenser, som jeg har hørt det blive kaldt i gamle dage, eller om det er tilfældigt, står hen i det uvisse. Men krigen kommer knusende ind i hans liv. Det er vel egentlig hvad krigen kan. Ødelægge. 

En af grundene til, at jeg også anmelder Max Ulrich Klinkers Pastorale, er i første omgang fordi den også foregår i Royal Air Force, og at sprogtonen i begge romaner rammer samme lyd. Den her rolige solide fortælling. Her er det den unge Herman Andersen vi følger. Vi møder ham nogle måneder før krigen, sådan rigtig kommer igang. Og her viser krigens monstrøsitet sig også. Som en skygge i sproget, der kastes mod jorden, da en af de unge piloter, i kådhed styrter ned nogle få hundrede meter fra landingsbanen. Herman, der mangler en gallauniform, tager den nyligt afdøde pilots uniform på, og går til middag hos en af sine venner. Her indleder han et forhold til Anne. Og så går det ellers i gang. Krigen med al dens død og ødelæggelse. En af de scener der har brændt sig fast, er bifortællingen om en af de andre soldater, der mister sin kone og barn under Blitzen. De bliver ramt af de tyske bomber. Havde bomben faldet hundrede meter længere nede ad gaden, eller havde de været i skole og på arbejde eller havde de besluttet sig for at gå en tur, så var det ikke sket. Og så kan Churchill stå på tagene i London og råbe ad tyskerne uden, at der sker noget med ham. Det er den grusomhed der er. Og den kommer flot til udtryk. Langsomt knusende.

Begge bøger er meget læseværdige. Og vedkommende. Der er en dyb menneskelig erkendelse i Aske Munk-Jørgensens Sfærernes musik. I Pastorale males grusomheden effektivt som Picassos´ Guernica. Jeg må sige som en der hader krig af et godt hjerte, at jeg også har lært noget om mennesker i de to bøger. Hvad vi er villige til at stille op til. Måske er mine tanker letkøbte, når jeg har for vane at sige, hvis krigen kommer til Danmark, så er jeg normand. To virkelig gode bøger.

Latin for almindelige mennesker

af Vagn Remme

Lorem ipsum dolor sit er titlen på Per Aage Brandts nye digtsamling. Titlen peger på to centrale emner i bogen. Dels så er titlen et direkte citat til det latinske vrøvl der står på en side, når der skal vises, at her skal stå noget tekst, men man har ikke den rigtige tekst endnu. Titlen er også hentet fra et Cicero-citat, der taler om livets smerte, eller smerten som grundessens i livet. Formentlig er det den samme smerte den unge Werther oplevede så klart i romanen Den unge Werthers lidelser.

For sådan en som mig kommer smerten meget sporadisk: nå ja, livet gør ondt, fx i min skulder af og til, eller især når jeg finder mig selv i et eller andet storcenter, det kunne være IKEA. Så rammes jeg hårdt af hvor ligegyldigt livet er, hvor ligeglad livet er med mig, at min tid og din tid “lukker sig bag os som vand”. Og det er jo netop en af grundene til det er en katastrofe at gå i IKEA.

I Lorem ipsum dolor sit er den dobbelte besked, at livet gør ondt og ikke betyder en skid. Den tekst der i virkeligheden skulle stå her, er ikke skrevet endnu. Ups, nu er det lige ved at blive religiøst, og det tror jeg ikke er Per Aage Brandts ærinde. Digtene i bogen kommer i en lang strøm kun afbrudt af en asterix mellem hvert digt. Digtende veksler som livet gør mellem stort og småt, højtragende, humoristisk og en gang imellem, får jeg et godt Derridask på siden af min intellektuelle bonderøvskind. Andre gange får katten lov at sige deres mening om dette og hint.

Det tager tid at komme ind i strømmen, eller det gjorde det for mig. Først synes jeg at digtene var en smule flade og hverdagsagtige, men bogen voksede på mig, ikke fordi den er svag i begyndelsen, men fordi jeg lige skulle lære at læse den. Så meget pjat og højpandet og sproglig præcision er måske lidt for meget, til det vrøvlehovede jeg er.

Hvor er det sgu egentlig bare befriende, at være i selskab med en klog gammel mand, der ikke er bleg for at tale med sine katte, og begrave fugle ude i sin have. Men den tid jeg investerede i bogen betalte sig. Digtsamlingen løfter sig op og folder sig ud, og giver mig en retning i livet; måske ikke så tydeligt som en retning, men nok mere at tågen letter en smule, og at jeg får lov at se, hvem der står uden for hulen:

glem alt

og husk

at alt er

der hvor

du snart

skal hen

At holde idéen i kort snor

af Vagn Remme

Bagsider er en idé. Og det er altid farligt med idéer. Ofte udvikler idéen sig til noget den ikke længere er, eller fortaber sig i selvforherligelse. I Bagsider holder Gitte Broeng idéen i meget kort snor. Det er med til at styrke, og gøre idéen lige så klar for mig, som den må have været for hende. 

Find nogle gamle fotos, tag et fotografi, vend bagsiden op af, og skriv om forsiden. Læseren kan altså ikke se, hvad der sker på billedet. Vi ved ikke om der rent faktisk er noget at se, men det er jo en pointe i sig selv. Jeg må stole på min egen fantasi. Stole på hvad Broeng ser, eller skriver. 

Den rigor mortis, der er ved gamle billeder, hvor man ikke længere ved, hvem der er på billedet. Her giver Gitte Broeng dem nyt liv.

Gitte skaber nyt liv i de billeder vi ikke får at se. Det er sanseligt pirrende, og jeg spørger mig selv om det hun skriver er sandt. Jeg står efterladt med et regnestykke, og må stole på at Broeng har skrevet facit. Det er en læsning, hvor jeg er nødt til at læse med åbent og nøgent sind. Og det er netop styrken ved idéen, at læseren efterlades med sproget, og bliver nødt til at træde ind i læsningen og være med. Stærkt gået.

Et brag af en debut!

af Vagn Remme

Jacob Lassen. Læg vel mærke til det navn. Den unge digter er sprængfyldt af talent. Talentet fosser ud af debuten: Som var en solstråle fanget i en spejlsal, der ganske vist kun er på seksogtredive sider, men når han rammer det sublime i hvert digt, så slår det rigeligt til. Og jeg må sige, at der ikke er et ord for meget eller et ord for lidt. Ikke en rytme slår fejl. Der er ganske enkelt ikke noget at komme efter. Det er kun at læne sig tilbage i stolen, løfte glasset og drikke poesien ren.

Denne småsnakken, der er i digtene – velplaceret småsnak; stille og roligt, med en usvigelig selvsikkerhed i sproget, løfter digtene sig ud over hverdagen. Det er en sjælekatharsis, hvor læseren føler sig badet i sproglig renhed, og er klar til at gå ud i verden som et bedre menneske. Det er ikke så ringe endda, for lige at få anmelderen her, lidt ned på jorden igen. Hvad står der så i bogen, spørger du måske. Det er egentlig ikke særlig vigtig.

Jeg kan sige, at der står noget om digterjegets morfar, at der står noget om den kærlighed der er mellem brødre, den kærlighed der er i familier og det er at være sårbar og ung. Men talentet her er så stort, at Lassen kunne skrive en rejseguide til Amager Fælled, og jeg ville slubre det i mig. For denne unge digter, Jacob Lassen, skriver som en drøm:

jeg siger: nu går du ud til den skraldespand og samler den værdighed op og børster den af og tager den på, nu stikker du den klør fem ind i det bryst og finder den hæder frem og bærer den som den brynje, nu flår du det bundbræt ud af den undskyldningskumme og kommer op på den hest som er det stædige æsel, nu flår du den fortid af som var den skindet på den bjørn du selv har skudt, du har ret til at få del i livets lille frugtighed, du har ret til at plukke bær i det krat i den skov, uden at dine barneben skal rives til blods, uden at der kommer blod i marmeladen

Sådan!

Ufrihedens afmagt 2

af Vagn Remme

Det er som at træde hjem, når jeg læser Dead man Walking af Hans Otto Jørgensen. Hjem til heden, hvor en højere røst toner ind. 

Det er ikke kun fordi jeg selv har arbejdet på en gård i de tidlige firsere. Det er ikke fordi jeg selv klatret op ad roehakkerne med greben for at få den sten ud, der havde sat sig fast. Det er ikke fordi jeg selv slæbte døde pattegrise ud på møddingen, der enten ikke var livsduelige, eller som soen havde lagt ihjel. Det er fordi Jørgensens prosa er sand. Det er ikke et spørgsmål om teksten er troværdig, eller om dette og hint skete på hvilken måde, prosaen er i sin dybde, struktur og fremtræden bare sand. 

Vi følger hovedpersonen Ben i romanen. Han oplever sin bror arbejde på familiegården. En gård som Ben og broren fødes på, og som familien har haft i generationer. De oplever, at verden og livet udspringer fra gården. De har også oplevelsen af uafhængighed, at de var herre på egen gård. Det var den samme uafhængighed mine kammerater drømte om, da de kom og sagde, at de ville arbejde i landbruget. De forestillede sig, at der var en frihed i det, men snart opdagede de at den frihed blev pantsat i banken og i Eu. Det efterlod dem med bunkevis af kontorarbejde, og et konstant behov for at udvide, effektivisere, finde lavtlønnet arbejdskraft. Det er netop er det, der til sidst vil knuse landbruget, at slutbrugeren bare ikke vil give det det koster at dyrke en kartoffel. 

Men inden jeg går i for meget økoselvsving, så handler bogen mest om gården og de generationer der er sprunget ud derfra, den stærke identifikation, der ligger i at være født i det samme rum som sin oldeforældre, at det er gården der er den egentlige hovedperson i romanen, at det er gården som levende organisme og menneskene på gården instinktivt godt ved, at de kun er her på jorden kort og at de som kommer efter skal fortsætte med at leve i og af gården. Men sådan skulle det ikke gå. Banken lukker og slukker for projektet. Jeg forestiller mig, at banken ser det som et projekt, der ikke er rentabelt længere og derfor drejer de nøglen, håber på at endnu en storbonde køber op og skubbe lidt penge rundt i banken.

På mange måder er romanen et udtryk for en meget sørgelig struktur i samfundet. Billigere, hurtigere og dårligere kvalitet. Og jeg er der selv: nej! jeg vil heller ikke give ret meget for en kalvemørbrad, og kan jeg få en fra Polen til halv pris, så gør jeg det. Dumbass me! Men sådan er mennesket også. Stenaldermennesket vælger selvfølgelig det største hindbær i skoven. Og det er med stenalderhjernen, vi går i supermarkedet.

Det som Dead man Walking peger på for mig, er at den er gal med strukturen. Vi har valgt at strukturere landbrugsindustrien på en måde, så vi kan lave billigere og mere effektive produkter. Måske skal produktionen i landbruget være anderledes. Min morfar, der havde landbrug i halvtredserne mente, at man altid skulle give lige så meget tilbage til naturen som man tog, der skal være den balance i tingene, sagde han, ellers går det galt. 

Og det går galt for Kris, Bens bror. Familien kan ikke betale afdragene længere og må går fra gårde. Det er på en måde sørgeligere at gå fallit end at gøre et dødsbo op. Det er jo sit eget dødsbo man gør op, når man er gået fallit, og oven i købet mens man stadig lever. En af de ting der – formoder jeg – er rart ved, at dø er, at så skal jeg i det mindste ikke ryddet op efter mig selv. men det skal Kris, arbejde til alt er gjort op, og derefter er der: ingenting.

Og så her til slut. Jørgensens prosa er noget af det mest velsmurte, vedligeholdelsesfrie, stærke jeg har læst. 

Ufrihedens afmagt

af Vagn Remme

Det er en god bog, Nadia Josefine el Said har skrevet. Den svarer på spørgsmålet om den danske politiske højrefløj har noget at komme med, i forhold til deres hyggeracisme, deres kontrol, deres grænsebomme osv. Og det har de ikke. 

Vi har brug for at give hinanden frihed, og det er nu og engang penge, der er midlet til det. Og når stort set hele folketinget skærer i menneskers frihed, så får vi vrede taler, til Nordisk Råds Litteraturprisuddelingen. Og det er jo en fantastisk mulighed for at fremstille sin vrede i det offentlige rum, det er den frihed vinderen har. Det er den mulighed, han har. Muligheden for at handle og gøre en forskel.

Den mulighed får faren ikke rigtig her i bogen. Han bliver kostet rundt i et kommunalt system på grund af sin sygdom. Det er den danske højrefløjs evige jagt på at begrænse alle former for liv der er magen til deres eget. Det er deres evindelige fortælling om at deres liv er mere værd end andres.

Undskyld, kære læser, jeg har levet halvdelen af mit voksne liv under Fogh, Helle, Lars og Frederiksen, og det kan godt være at Mette ser Arne og nogle koreograferede børn, som udtryk for kernen i velfærdsstaten. Hun overser, hvad det betyder at være havnet et hjælpeløst sted i det kommunale system, hvor socialrådgiverne omkommer af stress og skam, over ikke at kunne hjælpe de borgere som socialrådgiverne er sat i verden for at hjælpe 

Godt! 

Nadias romandigt er vidunderligt. Jeg er jo bare en hvid halvgammel mand, godt nok uden magt, men alligevel, jeg har en Fiat Punto økomodel, så det er en befrielse at læse hendes fortælling. 

Den begynder med en fars optegnelser, som datteren har transskriberet fra et kommuneforløb om farens sygdom og evne til at arbejde. Herefter fortælles historien om farens forløb. Og jeg skal ikke afsløre så meget, andet end at Nadia blander poesi, prosa og realisme fint. Og hvor er det stærkt at høre en stemme der åbner vinduer ind til det kommunen også betyder for de som ofte ikke har mulighed for at sige noget om hvordan det er at leve i Danmark.

Fandme stærkt gået!

Den gamle sure mand bukker og takker og går ud igen

af Vagn Remme

Lea Pedersen har skrevet en flot digtsamling med fine registreringer af livet, som et ungt menneske ser det. Det skal der ikke herske nogen tvivl om. Jeg har sådan set heller ikke noget malurt eller andet bitterstof at kaste efter bogen. Men, når der er et men, så er det fordi jeg skriver fra mit eget erfaringsrum: et halvgammelt surt hvidt røvhul, der kun kender dagen i går. Lea skriver og åbner sig mod fremtiden, og her kommer mine evner til kort. Så dermed sagt, er jeg den forkerte læser til denne bog. Eller jeg er i hvert fald en læser der er på vej i baggrunden, og fint nok sgu, Lea’s krop med huller i, bliver ikke til mere Lea, men flere sandheder om den generation hun skriver for, og som sagt gør hun det skide godt, hør bare her, hvordan kvinden vokser frem i dette digt, halvsovende endnu, men endnu varer det ikke længe:

Vandet fra søen er koldt

men føles brændende på min bare hud

her er stille

ingen kan se mig

i den stille skov

der ikke sover

ikke helt er vågnet endnu

Jeg som læser, vågner langsomt under læsningen, og har tankerne rettet mod mine egne unger. Hvad ved jeg egentlig om dem? Hvad de tænker og føler, andet end at jeg klart nok, er en sur gammel mand, der egentlig, efter deres mening, burde klappe kaje og gå ind på værelset. Og selvom jeg stadig er pater familias, så er sandheden ikke min længere, den er din Lea. Alene af den grund, kære voksen, så bør du læse denne bog. Selvom der også er mange andre gode grunde til at læse den. Det er bare god ung litteratur.

Spadestik i en barndom

af Vagn Remme

Jeg ved faktisk ikke rigtig hvad jeg har læst i Casper Havsers digtsamling, med den meget lange – og ikke særlig mundrette titel Så tavsheden ikke længere kun er mellemrum i min tale. Der står næsten ingenting på siderne. Jeg tror faktisk at titlen er den længste sætning i bogen. Jeg får ikke mange signaler fra bogens omslag. Der står ikke noget om forfatteren, eller bogen som sådan. Tilbage står at læse digtene. For så vidt er de enkelte digte ret lige til. Det der står er nogenlunde også det de siger – fortæller om et jeg, der virker til at være en hund eller en ung mand eller en ung kvinde. Denne ubestemmelighed er ret pirrende, som om jegets identiteten ikke er trådt i karakter, eller hele tiden bliver ødelagt af det dyriske, der bryder ind i jeget:

Tilbed mit glatte ansigt

som du tilbeder mine

iturevne åbninger

En af de ting jeg også overvejer i min læsning, er om bogen er opbygget som dialog – at de lige sider er en stemme, og de ulige er en anden. Jeg er dog meget i tvivl om det, der bliver antydet i begyndelsen af bogen. Der er lange stræk i bogen, som er mere fortællende. Noget andet er at, der er en del blanke sider. Jeg opfatter dem som afsnitsmarkører, og når der er to sider uden tekst, som kapitelmarkører. Men igen, jeg kommer ikke i mål med min hang til orden. En ting, der er gennemgående er sidetallene, og jeg ved at det lyder åndet, men normalt er der ikke sidetal på blanke sider. Sidetallet er på hver eneste side, som om de taler med i bogens indhold. Og hvad siger det så. Jeg læser det som den tidslige kontinuitet der er til stede i teksten. Det tekstlige indhold er kaos, et meget præcist kaos som jeg bliver væltet ind i. Jeg tumler rundt sammen med jegets oplevelser. Der er ingen tvivl om, at det her er en stærk bog. Den rammer direkte ind i hjertekuglen. Den tager en times tid at læse. Jeg har læst den et par gange, og endte med at læse den højt. 

en mark vokser

på min krop

lusene løber

mellem de korte strå

Hvad pløjer denne bog op. Bogen pløjer ikke rigtig noget op. Digtene er spadestik på en stor knoklet mark. Men hvilke spadestik, de er præcise og fortættede. Det gør, at jeg får en klar fornemmelse af hvad der gemmer sig mellem linjerne. Det er ret godt skuldret af Casper Havser. En tæt og stærk digtsamling. Mens jeg skriver bliver jeg mere og mere begejstret for: Så tavsheden ikke længere kun er mellemrum i min tale. Der er tale om et helstøbt værk, hvor bogens tavse elementer bliver brugt sammen med skriften. De tomme sider, ordknapheden og sidetallenes kontinuitet. Det skaber alt sammen et gedigent kunstværk.

Nærvær og samsansning i hendøen eller tilblivelse

Af Thorvald Berthelsen

Det er virkelig en mixed media udgivelse Daniel Boysen har begået med sin nye digt og fotomontage udgivelse sammen med sin efterhånden faste samarbejdspartner fotokunstneren Mariana Gil, Står på tæer under vand, der ledsages af en digitalt udgivet malende oplæsning med lydsparring leveret af musikeren Martin Lau, som kan opleves her på Spotify: Klik her

Vi føres ind i værkets univers med de indledende digte, der straks spænder os ud i uvisheden om klokken er 1 minut i eller 1 minut over en klimakatastrofe, hvor verden står under vand, og i uvisheden om vi drømmer eller er vågne i vores orientering og tilværelse:

havene stopper
med at lytte
til kysten
bølgerne lægger sig
som højhuse
en fisk bor
øverst oppe
med udsigt
til vandet

Allerede her i det første afsnit HAVENE ÆDER ALT møder vi den integrerede drømmende og sanseligt helt skarpt pointerede sekvens af digt, fotomontage og lyd, der belyser hinanden i dette vandskab:

I dag ligner bladene
et hav på græsset…

De højeste bygninger
ligger i en dis
som havdyrene
er ved at æde

Yderste anstrengelse eller opgivelse

Alt er til stede samtidig og er derfor ved at destrueres og forsvinde. I glimt kun ser vi det ’en skyskraber/er styrtet/i indlandsisen/millioner af år/opløses/på få minutter’. Nu er jeg så bragt i den situation, hvor jeg desperat anstrenger mig eller er ved at opgive, forsøger at orientere mig ’hvor er /overfladen’ eller glider i et med bunden i koralmarkerne ’min hud/mod de blege/kolonier/under mig’. Og hengiver mig så opgivende til overvejelser om ’hvordan mon/det føles/at uddø’. Menneskeheden er ikke længere et fælles livsvilkår ’på gaden går/folk rundt/med sig selv/under armen’. Vi er i eller er på vej mod nulpunktet ’himlen over os/er slukket’. Usikkerheden, desorienteringen og opløsningen er skyllet helt igennem os og har invaderet os. ’Bølgerne bryder/min krop/som et dige:

er alt
som det
skal være…

Hvordan er
man til
i denne verden

Men befinder vi os virkelig helt nede på bunden? Tvivlen sætter ind med det samme i næster afsnit, der hedder FALDER, FALDER. I det befinder vi os skiftevis i fortid og fremtid, i drømme eller dagdrømme. Dels begynder universet forfra, ånder en ny atmosfære, der måske ikke er så CO2 forgiftet og vi holder vejret mens vi hopper i og spørger ’hvordan vender/man tilbage/fra de døde’ mens kræfterne slipper op i disen hvor byen ligner ’noget der/allerede er/forbi’:

drømmens lys
er morfin

Ikke død
døende

drypper blæk
i dit øje

Hvilket er suppleret af en fantastisk fotografik af et lysnende blåt ståltræ, der både imploderer og eksploderer mere og mere hvidt i kronens centrum.

Dels har vi taget en færge tilbage i tiden, hvor
vi bestiger
verdens højeste
bjerg
vi går rundt
og mærker det
som havbund
under os

Det er et af samlingens centrale digte som også står foldet om bagklappen til bogens omslag, der netop er et taktilt nupret hav med en anet havbund der kunne blive en vulkan. Og som netop hvis man slår klappen lidt ud bliver en bjergryg. Omslaget understreger den sanselige synæstesi af de mere end 5 sanser bogens univers hele tiden bringer i anvendelse og understreger tvivlen på den såkaldte vikelighed og vores eksistens. Den indfinder sig også med det samme her: er havet / her / slet ikke. Som enten er en konstatering eller et spørgsmål. Eller er det  både og? Dels løber vi endelig igen gennem dagdrømme ind i en fremtid oven vande ved kysten, hvor bølgerne lyser, en hvals sang brøler og det hele flyder sammen ustabilt i tid og sted:

ålegræsset svæver
tager plads
i mit rodnet
alting lysner
alting falder
falder

SOLSKIN I DEN BLINDES STUE

Samsansningen og en tilværelse, hvor vi både er vågne og drømmer og besvarer Hamlets spørgsmål at være eller ikke være med et vedholdende både og, understreges af sidste afsnits titel, der samtidig er titlen på Anna Anchers berømte billede hvor lyset føles gennem huden og bliver ekstremt sanseligt tilstede paradoksalt nok på grund af sin uhåndgribelighed: SOLSKIN I DEN BLINDES STUE. Afsnittet starter med at vandet bliver dybere vildere og vælter husene hver nat så algerne vækkes og opfanger sollyset og vi blot er et embryo i fostervandet, trukket tilbage til / larvestadiet / fylder gællerne / med væske / dagene ligger i / kroppen / forstår du / vi findes / ikke.

Selvfølgelig indgår kærligheden sammen med synæstesien, samtidigheden og vores genskabelse af menneskehedens historie fra foster til voksenliv i genskabelsen af verden. Den begynder banalt med en værtshustur, ’så længe/man danser/kan man ve/ikke dø. Men arterne skyller alligevel livløse mod land:

mine nethinder
er massegrave
indtil
du råber
mit navn

Bagefter får de en allersidste en og håber at vågne i morgen og at de kan gøre det igen ’og se/kuplens ar/der heler’ og høre:

fuglene der
afløses

af ambulancer

Kærligheden ’står på tær/ved din kyst’ og ’dig i sollys’ ophæver afstand i sted og tid. Verdens skabelse på ny. Vinduet åbnes og krebs kravler rundt i i æbletræerne, hvor æblerne falder mod jordens skelet. Og solopgangen er den / her / hører den til.

Folk ligner små titaner ’halv menneske/halvt hav’ og bliver mindre fremmede, mens ’vi svømmer/mod horisonten’, og ’solen kaster/sine tentakler/om byen/der forsvinder’. Til sidst ophæves skellet mellem elementerne, drøm og vågenhed og det bliver menneskehedens eksistensvilkår:
er digerne
lettet

drømte du
det her

er vi
lysvågne

er vi her
slet ikke

Den sidste ledsagende fotomontage er et suggestivt land- eller vandskab hvor lyset og væksten vokser frem som det helt dominerende element.

Postkort fra en skildpadde

Synæstesien og uvisheden om tid og sted, drøm eller virkelighed, lys eller et bundløst hul, der også kan være en syntese, forstærkes til helt nærværende sansning af den langsomme, roligt rullende tone og rytme i sproget. Overgange er hele tiden umærkeligt glidende, ikke abrupte brud, og opdages langt henne når en ny tidevandsbølge bryder overfladen. Som f.eks. her lyset finder vej/ gør rummene/ til hjem/ kranerne kører/ i ring/ skærer forbindelsen/ til himlen/ over , hvor lyset viser sig at opstå af sig selv eller i sprogets forbindelse af os, eller i denne passage fra sidste afsnit i bogen: broen over bæltet/ er en tunnel/ skaller langs/ skinnerne/ en sværm/ af sardiner/ hægter sig/ på toget, hvor vi både kører over og under jorden og langsomt finder os selv under vand, fordi det er en sværm ikke af insekter men sardiner der hægter sig på toget.

Daniel Boysen er ikke en lyriker der skriver meget om at skrive, han udfolder heler aktivitetens potentialer end skriver abstraktioner om det. Og når han så skriver om sproget er det i ligeså langsomt  rullende overgange fra konkret til abstrakt til konkret, som demonstrerer sprogets paradoksale skabelse af nærvær selvom det er umuligt på grund af afstanden i tid og sted:

en skildpadde sender
et postkort
fra bugt
til hav
skriften
et uddødt sprog
den sidste
af sin slags
jeg er her nu
skriver den
ved enden

Står på tæer under vand er afgjort en digtsamling der gennemspiller klimakatastrofens aspekter og konsekvenser for vores eksistens som individer og menneskehed på en helt ny måde. Læs den, bliv klogere og forsigtigt opmuntret og især fuldstændig opmærksom og nærværende med alle sanser midt i de ’vilde bølger/som mundene/forsøger/at sluge’.

At cykle gennem sig selv

Af Vagn Remme

Det første jeg lægger mærke til ved Victor Boy Lindholms nye digtsamling er, at det er en virkelig lækker bog. Omslaget står skarpt, abstrakt og enkelt – helt som at cykle. At cykle er en en meget enkel aktivitet – ret meget lige ud ad landevejen, og sådan fremtræder bogen også: enkelt og ligetil.

Jeg ved en del om at cykle, det at komme af med det idiotiske “jeg” på cyklen, og lade dens nævenyttige arbejde sagte bagud og endelig – for mig, en dag på et bjergpas i Syditalien, frostklar, med udsigt ud over middelhavet, der tonede frem for mig, at der sgu ligger en frihed, i bare at være en krop i bevægelse i et landskab. Og det finder jeg – eller genfinder jeg i Victor Boy Lindholms digtsamling. Jeg slæber lungerne som en vægt.

“du kan altid stole på pulsen / hjertet der vandrer igennem brystet / og ud i stormen”

De tre første vers på side 56 er sande, og ikke blot i cykelforstand. Den kropslige bevægelse indefra, indefra og ud i dét der er uden for kroppen, om det så er det flade Amager, eller en bjergside i Syditalien, så er det ret præcist hvad du skal som menneske, stole på pulsen og med hjertet vandrer ud i stormen. Se på bjerget, ved dets fod, og vide at de næste femogfyrre kilometer er opad. Op mod de øde klipper, op til stedet hvor intet gror, og vi tager opgaven med at komme opad bjerget, på os. Stille og roligt.

“det er svært at trække vejret i vinden / kulingen der vælter ind / i mine kuldsejlede følelser”

Eller som Vestjylland, hvor jeg kørte fra Skave til Mejrup. Stik vest, med en storm i hovedet, otte kilometer, rejst op på cyklen. Min morfar kunne have gået hurtigere. Efter en time, knust af modvind, men samlet i et sært fokus af kropslighed, og et vedhæng af, at det går sgu nok det hele. Det er en fornemmelse af, at der er en eller anden orden, enten i mig eller i verden, at der er en ro at lede efter i cykelturen. Og der er en ro i digtsamlingen.

At den ikke hopper med på heppekoret, at digtene holdes inden for vesten, så at sige; og her i digtet på side 56, er der ikke luft nok fra dybet til at forløse noget.

“jeg trækker og tugter mig selv / for de manglende reserver / de udtømte depoter / huden der trækker sig sammen i haglstormen // de sorte skyer og den magre krop på diget”

Med diget som et værn, og som den tynde linje, der opretholder en smule orden i landskabet.

Det er alligevel ikke nok for jeget i digtsamlingen – at haglvejret slår ind i kroppen og reserverne og depoterne måske nok tømmes under vejs, men at der også kommer noget andet i stedet.

Jeg synes der er meget håb og styrke i digtene. Jaja, vi er alle svage overfor alt hvad der er større end os selv, men det kan bjerget og vestenvinden sgu da ikke gøre for. Det er omstændighederne, og selvom det aldrig står direkte i Jeg slæber mine lunger som vægt, så ligger det som en strøm i digtene – at kroppen bliver ved, bliver ved at bevæge sig ind i landskabet og at:

“alt er til låns / står der på asfalten / ved digets begyndelse”

Og følelsen som jeg synes Victor Boy Lindholm slutter af med, “at jeg bare låner et lille hjørne / af al den her uendelighed”, kender jeg fra en bjergside på vej ud af Genova. At dette lille stykke liv, overfor alt det klippemassiv. Med al den udsigt, og den evidente ligegyldighed – at jeg er her, og den efterfølgende befrielse, ved kun at være en krop på en cykel – og en bevægelse fremad.

En virkelig god digtsamling, der bør læses af de mange.

Kantet og underskøn roman

af Vagn Remme

Tina Frank har skrevet en rigtig god bog. Ikke så meget pis, bare en rigtig god bog. Der er stil over det, et direkte sprog og ind til kernen med det samme, selvom hovedpersonen ikke sådan lige afslører sig selv for læseren. Men nu foregriber jeg det hele.

Sådan set er hovedpersonen ved – måske at miste synet, og skal i hvert fald – hvis hovedpersonen kan tage sig sammen, få dén operation i øjet.

Romanen består af en række forholdsvis korte tekstbidder. Bidderne begynder brat og slutter lige sådan. Det er som at få tændt lyset i et lokale, hvor der sker noget, og midt i det hele bliver lyset slukket. Den slags bøger kan let blive noget værre rod. Men Tina Frank holder snor i historien, og en god krog i læseren, der villigt følger med, når hovedpersonen forholder sig kantet til andres og sit eget liv på en underskøn, ubalanceret, ukompliceret og rå facon.

Handlingen er forholdsvis simpel: Kvindelig hovedperson – gennemlever krise fordi hun muligvis er ved at miste synet. Familien, manden Thomas og datteren Mathilde er klart nok med i den krise, men det egentlige fortællepunkt ligger ikke mellem menneskene, men i hovedpersonen som trækker sig selv ned gennem sit eget søle – ikke som en skam, ikke som en perverteret lyst, men som en nødvendighed for at forsøge at gøre sig klar til den mulige operation.

Og klart nok handler bogen om blindhed, eller muligheden for at blive blind, og klart nok sgu, er hovedpersonen også blind i sig eget liv. Der er ting hun enten ikke kan se, eller ikke vil indse. Nå, men ikke mere referat fra bogen. Læs den selv. Hun skriver til tider røven ud af bukserne. Den måde hun kan forstørre enkelte ord op på, så det ene ord lader læseren være helt med i situationen. Allerede på første side, til Thomas’ farmors begravelse: “Bænken er smal, luften er kølig, kalken. Ellen i kisten.” For mig bliver ordet ‘kalken’ forstørret op og giver liv til scenen. Kalken er det, der skaber den kølige stemning i kirken, og selvom det virker banalt, bruger Tina Frank den effekt rundt i romanen, hverken for meget eller for lidt.

Øjets Anatomi, er efter min mening noget af det bedste, der længe er skrevet.