Velkommen til uDkAnt’s anmelderside. Her anmeldes litteratur.

At cykle gennem sig selv

Af Vagn Remme

Det første jeg lægger mærke til ved Victor Boy Lindholms nye digtsamling er, at det er en virkelig lækker bog. Omslaget står skarpt, abstrakt og enkelt – helt som at cykle. At cykle er en en meget enkel aktivitet – ret meget lige ud ad landevejen, og sådan fremtræder bogen også: enkelt og ligetil.

Jeg ved en del om at cykle, det at komme af med det idiotiske “jeg” på cyklen, og lade dens nævenyttige arbejde sagte bagud og endelig – for mig, en dag på et bjergpas i Syditalien, frostklar, med udsigt ud over middelhavet, der tonede frem for mig, at der sgu ligger en frihed, i bare at være en krop i bevægelse i et landskab. Og det finder jeg – eller genfinder jeg i Victor Boy Lindholms digtsamling. Jeg slæber lungerne som en vægt.

“du kan altid stole på pulsen / hjertet der vandrer igennem brystet / og ud i stormen”

De tre første vers på side 56 er sande, og ikke blot i cykelforstand. Den kropslige bevægelse indefra, indefra og ud i dét der er uden for kroppen, om det så er det flade Amager, eller en bjergside i Syditalien, så er det ret præcist hvad du skal som menneske, stole på pulsen og med hjertet vandrer ud i stormen. Se på bjerget, ved dets fod, og vide at de næste femogfyrre kilometer er opad. Op mod de øde klipper, op til stedet hvor intet gror, og vi tager opgaven med at komme opad bjerget, på os. Stille og roligt.

“det er svært at trække vejret i vinden / kulingen der vælter ind / i mine kuldsejlede følelser”

Eller som Vestjylland, hvor jeg kørte fra Skave til Mejrup. Stik vest, med en storm i hovedet, otte kilometer, rejst op på cyklen. Min morfar kunne have gået hurtigere. Efter en time, knust af modvind, men samlet i et sært fokus af kropslighed, og et vedhæng af, at det går sgu nok det hele. Det er en fornemmelse af, at der er en eller anden orden, enten i mig eller i verden, at der er en ro at lede efter i cykelturen. Og der er en ro i digtsamlingen.

At den ikke hopper med på heppekoret, at digtene holdes inden for vesten, så at sige; og her i digtet på side 56, er der ikke luft nok fra dybet til at forløse noget.

“jeg trækker og tugter mig selv / for de manglende reserver / de udtømte depoter / huden der trækker sig sammen i haglstormen // de sorte skyer og den magre krop på diget”

Med diget som et værn, og som den tynde linje, der opretholder en smule orden i landskabet.

Det er alligevel ikke nok for jeget i digtsamlingen – at haglvejret slår ind i kroppen og reserverne og depoterne måske nok tømmes under vejs, men at der også kommer noget andet i stedet.

Jeg synes der er meget håb og styrke i digtene. Jaja, vi er alle svage overfor alt hvad der er større end os selv, men det kan bjerget og vestenvinden sgu da ikke gøre for. Det er omstændighederne, og selvom det aldrig står direkte i Jeg slæber mine lunger som vægt, så ligger det som en strøm i digtene – at kroppen bliver ved, bliver ved at bevæge sig ind i landskabet og at:

“alt er til låns / står der på asfalten / ved digets begyndelse”

Og følelsen som jeg synes Victor Boy Lindholm slutter af med, “at jeg bare låner et lille hjørne / af al den her uendelighed”, kender jeg fra en bjergside på vej ud af Genova. At dette lille stykke liv, overfor alt det klippemassiv. Med al den udsigt, og den evidente ligegyldighed – at jeg er her, og den efterfølgende befrielse, ved kun at være en krop på en cykel – og en bevægelse fremad.

En virkelig god digtsamling, der bør læses af de mange.

Titel: Jeg slæber lungerne som vægt
Forfatter: Victor Boy Lindholm
Forlag: Turbine
Sider: 84
Pris:  179,95 kr.
Udkommet: 28.08 2020

Kantet og underskøn roman

af Vagn Remme

Tina Frank har skrevet en rigtig god bog. Ikke så meget pis, bare en rigtig god bog. Der er stil over det, et direkte sprog og ind til kernen med det samme, selvom hovedpersonen ikke sådan lige afslører sig selv for læseren. Men nu foregriber jeg det hele.

Sådan set er hovedpersonen ved – måske at miste synet, og skal i hvert fald – hvis hovedpersonen kan tage sig sammen, få dén operation i øjet.

Romanen består af en række forholdsvis korte tekstbidder. Bidderne begynder brat og slutter lige sådan. Det er som at få tændt lyset i et lokale, hvor der sker noget, og midt i det hele bliver lyset slukket. Den slags bøger kan let blive noget værre rod. Men Tina Frank holder snor i historien, og en god krog i læseren, der villigt følger med, når hovedpersonen forholder sig kantet til andres og sit eget liv på en underskøn, ubalanceret, ukompliceret og rå facon.

Handlingen er forholdsvis simpel: Kvindelig hovedperson – gennemlever krise fordi hun muligvis er ved at miste synet. Familien, manden Thomas og datteren Mathilde er klart nok med i den krise, men det egentlige fortællepunkt ligger ikke mellem menneskene, men i hovedpersonen som trækker sig selv ned gennem sit eget søle – ikke som en skam, ikke som en perverteret lyst, men som en nødvendighed for at forsøge at gøre sig klar til den mulige operation.

Og klart nok handler bogen om blindhed, eller muligheden for at blive blind, og klart nok sgu, er hovedpersonen også blind i sig eget liv. Der er ting hun enten ikke kan se, eller ikke vil indse. Nå, men ikke mere referat fra bogen. Læs den selv. Hun skriver til tider røven ud af bukserne. Den måde hun kan forstørre enkelte ord op på, så det ene ord lader læseren være helt med i situationen. Allerede på første side, til Thomas’ farmors begravelse: “Bænken er smal, luften er kølig, kalken. Ellen i kisten.” For mig bliver ordet ‘kalken’ forstørret op og giver liv til scenen. Kalken er det, der skaber den kølige stemning i kirken, og selvom det virker banalt, bruger Tina Frank den effekt rundt i romanen, hverken for meget eller for lidt.

Øjets Anatomi, er efter min mening noget af det bedste, der længe er skrevet.

Titel: Øjets Anatomi
Forfatter: Tina Frank
Forlag: Gladiator
Sider: 112
Pris: 199,95 kr.
Udkommet: 24.09 2020