Velkommen til uDkAnt’s anmelderside. Her anmeldes litteratur.

Den gamle sure mand bukker og takker og går ud igen

af Vagn Remme

 

Lea Pedersen har skrevet en flot digtsamling med fine registreringer af livet, som et ungt menneske ser det. Det skal der ikke herske nogen tvivl om. Jeg har sådan set heller ikke noget malurt eller andet bitterstof at kaste efter bogen. Men, når der er et men, så er det fordi jeg skriver fra mit eget erfaringsrum: et halvgammelt surt hvidt røvhul, der kun kender dagen i går. Lea skriver og åbner sig mod fremtiden, og her kommer mine evner til kort. Så dermed sagt, er jeg den forkerte læser til denne bog. Eller jeg er i hvert fald en læser der er på vej i baggrunden, og fint nok sgu, Lea’s krop med huller i, bliver ikke til mere Lea, men flere sandheder om den generation hun skriver for, og som sagt gør hun det skide godt, hør bare her, hvordan kvinden vokser frem i dette digt, halvsovende endnu, men endnu varer det ikke længe:

 

Vandet fra søen er koldt

men føles brændende på min bare hud

 

her er stille

ingen kan se mig

 

i den stille skov

der ikke sover

ikke helt er vågnet endnu

 

Jeg som læser, vågner langsomt under læsningen, og har tankerne rettet mod mine egne unger. Hvad ved jeg egentlig om dem? Hvad de tænker og føler, andet end at jeg klart nok, er en sur gammel mand, der egentlig, efter deres mening, burde klappe kaje og gå ind på værelset. Og selvom jeg stadig er pater familias, så er sandheden ikke min længere, den er din Lea. Alene af den grund, kære voksen, så bør du læse denne bog. Selvom der også er mange andre gode grunde til at læse den. Det er bare god ung litteratur.

Titel: LEA
Forfatter: Lea Pedersen
Forlag: Brændpunkt
Sider: 60
Pris:  199,00 kr.
Udkommet: 30.10.2020

Spadestik i en barndom

af Vagn Remme

Jeg ved faktisk ikke rigtig hvad jeg har læst i Casper Havsers digtsamling, med den meget lange – og ikke særlig mundrette titel Så tavsheden ikke længere kun er mellemrum i min tale. Der står næsten ingenting på siderne. Jeg tror faktisk at titlen er den længste sætning i bogen. Jeg får ikke mange signaler fra bogens omslag. Der står ikke noget om forfatteren, eller bogen som sådan. Tilbage står at læse digtene. For så vidt er de enkelte digte ret lige til. Det der står er nogenlunde også det de siger – fortæller om et jeg, der virker til at være en hund eller en ung mand eller en ung kvinde. Denne ubestemmelighed er ret pirrende, som om jegets identiteten ikke er trådt i karakter, eller hele tiden bliver ødelagt af det dyriske, der bryder ind i jeget:

 

Tilbed mit glatte ansigt

som du tilbeder mine

iturevne åbninger

 

En af de ting jeg også overvejer i min læsning, er om bogen er opbygget som dialog – at de lige sider er en stemme, og de ulige er en anden. Jeg er dog meget i tvivl om det, der bliver antydet i begyndelsen af bogen. Der er lange stræk i bogen, som er mere fortællende. Noget andet er at, der er en del blanke sider. Jeg opfatter dem som afsnitsmarkører, og når der er to sider uden tekst, som kapitelmarkører. Men igen, jeg kommer ikke i mål med min hang til orden. En ting, der er gennemgående er sidetallene, og jeg ved at det lyder åndet, men normalt er der ikke sidetal på blanke sider. Sidetallet er på hver eneste side, som om de taler med i bogens indhold. Og hvad siger det så. Jeg læser det som den tidslige kontinuitet der er til stede i teksten. Det tekstlige indhold er kaos, et meget præcist kaos som jeg bliver væltet ind i. Jeg tumler rundt sammen med jegets oplevelser. Der er ingen tvivl om, at det her er en stærk bog. Den rammer direkte ind i hjertekuglen. Den tager en times tid at læse. Jeg har læst den et par gange, og endte med at læse den højt. 

 

en mark vokser

på min krop

 

lusene løber

mellem de korte strå

 

Hvad pløjer denne bog op. Bogen pløjer ikke rigtig noget op. Digtene er spadestik på en stor knoklet mark. Men hvilke spadestik, de er præcise og fortættede. Det gør, at jeg får en klar fornemmelse af hvad der gemmer sig mellem linjerne. Det er ret godt skuldret af Casper Havser. En tæt og stærk digtsamling. Mens jeg skriver bliver jeg mere og mere begejstret for: Så tavsheden ikke længere kun er mellemrum i min tale. Der er tale om et helstøbt værk, hvor bogens tavse elementer bliver brugt sammen med skriften. De tomme sider, ordknapheden og sidetallenes kontinuitet. Det skaber alt sammen et gedigent kunstværk.

Titel: Så tavsheden ikke længere er mellemrum i min tale
Forfatter: Casper Havser
Forlag: Gladiator 
Sider: 221
Pris:  229,00 kr.
Udkommet: 07.05.2020

Nærvær og samsansning i hendøen eller tilblivelse

Af Thorvald Berthelsen

Det er virkelig en mixed media udgivelse Daniel Boysen har begået med sin nye digt og fotomontage udgivelse sammen med sin efterhånden faste samarbejdspartner fotokunstneren Mariana Gil, Står på tæer under vand, der ledsages af en digitalt udgivet malende oplæsning med lydsparring leveret af musikeren Martin Lau, som kan opleves her på Spotify: Klik her

Vi føres ind i værkets univers med de indledende digte, der straks spænder os ud i uvisheden om klokken er 1 minut i eller 1 minut over en klimakatastrofe, hvor verden står under vand, og i uvisheden om vi drømmer eller er vågne i vores orientering og tilværelse:

havene stopper
med at lytte
til kysten
bølgerne lægger sig
som højhuse
en fisk bor
øverst oppe
med udsigt
til vandet

Allerede her i det første afsnit HAVENE ÆDER ALT møder vi den integrerede drømmende og sanseligt helt skarpt pointerede sekvens af digt, fotomontage og lyd, der belyser hinanden i dette vandskab:

I dag ligner bladene
et hav på græsset…

De højeste bygninger
ligger i en dis
som havdyrene
er ved at æde

Yderste anstrengelse eller opgivelse

Alt er til stede samtidig og er derfor ved at destrueres og forsvinde. I glimt kun ser vi det ’en skyskraber/er styrtet/i indlandsisen/millioner af år/opløses/på få minutter’. Nu er jeg så bragt i den situation, hvor jeg desperat anstrenger mig eller er ved at opgive, forsøger at orientere mig ’hvor er /overfladen’ eller glider i et med bunden i koralmarkerne ’min hud/mod de blege/kolonier/under mig’. Og hengiver mig så opgivende til overvejelser om ’hvordan mon/det føles/at uddø’. Menneskeheden er ikke længere et fælles livsvilkår ’på gaden går/folk rundt/med sig selv/under armen’. Vi er i eller er på vej mod nulpunktet ’himlen over os/er slukket’. Usikkerheden, desorienteringen og opløsningen er skyllet helt igennem os og har invaderet os. ’Bølgerne bryder/min krop/som et dige:

er alt
som det
skal være…

Hvordan er
man til
i denne verden

Men befinder vi os virkelig helt nede på bunden? Tvivlen sætter ind med det samme i næster afsnit, der hedder FALDER, FALDER. I det befinder vi os skiftevis i fortid og fremtid, i drømme eller dagdrømme. Dels begynder universet forfra, ånder en ny atmosfære, der måske ikke er så CO2 forgiftet og vi holder vejret mens vi hopper i og spørger ’hvordan vender/man tilbage/fra de døde’ mens kræfterne slipper op i disen hvor byen ligner ’noget der/allerede er/forbi’:

drømmens lys
er morfin

Ikke død
døende

drypper blæk
i dit øje

Hvilket er suppleret af en fantastisk fotografik af et lysnende blåt ståltræ, der både imploderer og eksploderer mere og mere hvidt i kronens centrum.

Dels har vi taget en færge tilbage i tiden, hvor
vi bestiger
verdens højeste
bjerg
vi går rundt
og mærker det
som havbund
under os

Det er et af samlingens centrale digte som også står foldet om bagklappen til bogens omslag, der netop er et taktilt nupret hav med en anet havbund der kunne blive en vulkan. Og som netop hvis man slår klappen lidt ud bliver en bjergryg. Omslaget understreger den sanselige synæstesi af de mere end 5 sanser bogens univers hele tiden bringer i anvendelse og understreger tvivlen på den såkaldte vikelighed og vores eksistens. Den indfinder sig også med det samme her: er havet / her / slet ikke. Som enten er en konstatering eller et spørgsmål. Eller er det  både og? Dels løber vi endelig igen gennem dagdrømme ind i en fremtid oven vande ved kysten, hvor bølgerne lyser, en hvals sang brøler og det hele flyder sammen ustabilt i tid og sted:

ålegræsset svæver
tager plads
i mit rodnet
alting lysner
alting falder
falder

SOLSKIN I DEN BLINDES STUE

Samsansningen og en tilværelse, hvor vi både er vågne og drømmer og besvarer Hamlets spørgsmål at være eller ikke være med et vedholdende både og, understreges af sidste afsnits titel, der samtidig er titlen på Anna Anchers berømte billede hvor lyset føles gennem huden og bliver ekstremt sanseligt tilstede paradoksalt nok på grund af sin uhåndgribelighed: SOLSKIN I DEN BLINDES STUE. Afsnittet starter med at vandet bliver dybere vildere og vælter husene hver nat så algerne vækkes og opfanger sollyset og vi blot er et embryo i fostervandet, trukket tilbage til / larvestadiet / fylder gællerne / med væske / dagene ligger i / kroppen / forstår du / vi findes / ikke.

Selvfølgelig indgår kærligheden sammen med synæstesien, samtidigheden og vores genskabelse af menneskehedens historie fra foster til voksenliv i genskabelsen af verden. Den begynder banalt med en værtshustur, ’så længe/man danser/kan man ve/ikke dø. Men arterne skyller alligevel livløse mod land:

mine nethinder
er massegrave
indtil
du råber
mit navn

Bagefter får de en allersidste en og håber at vågne i morgen og at de kan gøre det igen ’og se/kuplens ar/der heler’ og høre:

fuglene der
afløses

af ambulancer

Kærligheden ’står på tær/ved din kyst’ og ’dig i sollys’ ophæver afstand i sted og tid. Verdens skabelse på ny. Vinduet åbnes og krebs kravler rundt i i æbletræerne, hvor æblerne falder mod jordens skelet. Og solopgangen er den / her / hører den til.

Folk ligner små titaner ’halv menneske/halvt hav’ og bliver mindre fremmede, mens ’vi svømmer/mod horisonten’, og ’solen kaster/sine tentakler/om byen/der forsvinder’. Til sidst ophæves skellet mellem elementerne, drøm og vågenhed og det bliver menneskehedens eksistensvilkår:
er digerne
lettet

drømte du
det her

er vi
lysvågne

er vi her
slet ikke

Den sidste ledsagende fotomontage er et suggestivt land- eller vandskab hvor lyset og væksten vokser frem som det helt dominerende element.

Postkort fra en skildpadde

Synæstesien og uvisheden om tid og sted, drøm eller virkelighed, lys eller et bundløst hul, der også kan være en syntese, forstærkes til helt nærværende sansning af den langsomme, roligt rullende tone og rytme i sproget. Overgange er hele tiden umærkeligt glidende, ikke abrupte brud, og opdages langt henne når en ny tidevandsbølge bryder overfladen. Som f.eks. her lyset finder vej/ gør rummene/ til hjem/ kranerne kører/ i ring/ skærer forbindelsen/ til himlen/ over , hvor lyset viser sig at opstå af sig selv eller i sprogets forbindelse af os, eller i denne passage fra sidste afsnit i bogen: broen over bæltet/ er en tunnel/ skaller langs/ skinnerne/ en sværm/ af sardiner/ hægter sig/ på toget, hvor vi både kører over og under jorden og langsomt finder os selv under vand, fordi det er en sværm ikke af insekter men sardiner der hægter sig på toget.

Daniel Boysen er ikke en lyriker der skriver meget om at skrive, han udfolder heler aktivitetens potentialer end skriver abstraktioner om det. Og når han så skriver om sproget er det i ligeså langsomt  rullende overgange fra konkret til abstrakt til konkret, som demonstrerer sprogets paradoksale skabelse af nærvær selvom det er umuligt på grund af afstanden i tid og sted:

en skildpadde sender
et postkort
fra bugt
til hav
skriften
et uddødt sprog
den sidste
af sin slags
jeg er her nu
skriver den
ved enden

Står på tæer under vand er afgjort en digtsamling der gennemspiller klimakatastrofens aspekter og konsekvenser for vores eksistens som individer og menneskehed på en helt ny måde. Læs den, bliv klogere og forsigtigt opmuntret og især fuldstændig opmærksom og nærværende med alle sanser midt i de ’vilde bølger/som mundene/forsøger/at sluge’.

Titel: Står på tæer under vand
Forfatter: Daniel Boysen
Forlag: Silkefyret
Sider: 89
Pris:  120,00 kr.
Udkommet: 07.05.2020

At cykle gennem sig selv

Af Vagn Remme

Det første jeg lægger mærke til ved Victor Boy Lindholms nye digtsamling er, at det er en virkelig lækker bog. Omslaget står skarpt, abstrakt og enkelt – helt som at cykle. At cykle er en en meget enkel aktivitet – ret meget lige ud ad landevejen, og sådan fremtræder bogen også: enkelt og ligetil.

Jeg ved en del om at cykle, det at komme af med det idiotiske “jeg” på cyklen, og lade dens nævenyttige arbejde sagte bagud og endelig – for mig, en dag på et bjergpas i Syditalien, frostklar, med udsigt ud over middelhavet, der tonede frem for mig, at der sgu ligger en frihed, i bare at være en krop i bevægelse i et landskab. Og det finder jeg – eller genfinder jeg i Victor Boy Lindholms digtsamling. Jeg slæber lungerne som en vægt.

“du kan altid stole på pulsen / hjertet der vandrer igennem brystet / og ud i stormen”

De tre første vers på side 56 er sande, og ikke blot i cykelforstand. Den kropslige bevægelse indefra, indefra og ud i dét der er uden for kroppen, om det så er det flade Amager, eller en bjergside i Syditalien, så er det ret præcist hvad du skal som menneske, stole på pulsen og med hjertet vandrer ud i stormen. Se på bjerget, ved dets fod, og vide at de næste femogfyrre kilometer er opad. Op mod de øde klipper, op til stedet hvor intet gror, og vi tager opgaven med at komme opad bjerget, på os. Stille og roligt.

“det er svært at trække vejret i vinden / kulingen der vælter ind / i mine kuldsejlede følelser”

Eller som Vestjylland, hvor jeg kørte fra Skave til Mejrup. Stik vest, med en storm i hovedet, otte kilometer, rejst op på cyklen. Min morfar kunne have gået hurtigere. Efter en time, knust af modvind, men samlet i et sært fokus af kropslighed, og et vedhæng af, at det går sgu nok det hele. Det er en fornemmelse af, at der er en eller anden orden, enten i mig eller i verden, at der er en ro at lede efter i cykelturen. Og der er en ro i digtsamlingen.

At den ikke hopper med på heppekoret, at digtene holdes inden for vesten, så at sige; og her i digtet på side 56, er der ikke luft nok fra dybet til at forløse noget.

“jeg trækker og tugter mig selv / for de manglende reserver / de udtømte depoter / huden der trækker sig sammen i haglstormen // de sorte skyer og den magre krop på diget”

Med diget som et værn, og som den tynde linje, der opretholder en smule orden i landskabet.

Det er alligevel ikke nok for jeget i digtsamlingen – at haglvejret slår ind i kroppen og reserverne og depoterne måske nok tømmes under vejs, men at der også kommer noget andet i stedet.

Jeg synes der er meget håb og styrke i digtene. Jaja, vi er alle svage overfor alt hvad der er større end os selv, men det kan bjerget og vestenvinden sgu da ikke gøre for. Det er omstændighederne, og selvom det aldrig står direkte i Jeg slæber mine lunger som vægt, så ligger det som en strøm i digtene – at kroppen bliver ved, bliver ved at bevæge sig ind i landskabet og at:

“alt er til låns / står der på asfalten / ved digets begyndelse”

Og følelsen som jeg synes Victor Boy Lindholm slutter af med, “at jeg bare låner et lille hjørne / af al den her uendelighed”, kender jeg fra en bjergside på vej ud af Genova. At dette lille stykke liv, overfor alt det klippemassiv. Med al den udsigt, og den evidente ligegyldighed – at jeg er her, og den efterfølgende befrielse, ved kun at være en krop på en cykel – og en bevægelse fremad.

En virkelig god digtsamling, der bør læses af de mange.

Titel: Jeg slæber lungerne som vægt
Forfatter: Victor Boy Lindholm
Forlag: Turbine
Sider: 84
Pris:  179,95 kr.
Udkommet: 28.08 2020

Kantet og underskøn roman

af Vagn Remme

Tina Frank har skrevet en rigtig god bog. Ikke så meget pis, bare en rigtig god bog. Der er stil over det, et direkte sprog og ind til kernen med det samme, selvom hovedpersonen ikke sådan lige afslører sig selv for læseren. Men nu foregriber jeg det hele.

Sådan set er hovedpersonen ved – måske at miste synet, og skal i hvert fald – hvis hovedpersonen kan tage sig sammen, få dén operation i øjet.

Romanen består af en række forholdsvis korte tekstbidder. Bidderne begynder brat og slutter lige sådan. Det er som at få tændt lyset i et lokale, hvor der sker noget, og midt i det hele bliver lyset slukket. Den slags bøger kan let blive noget værre rod. Men Tina Frank holder snor i historien, og en god krog i læseren, der villigt følger med, når hovedpersonen forholder sig kantet til andres og sit eget liv på en underskøn, ubalanceret, ukompliceret og rå facon.

Handlingen er forholdsvis simpel: Kvindelig hovedperson – gennemlever krise fordi hun muligvis er ved at miste synet. Familien, manden Thomas og datteren Mathilde er klart nok med i den krise, men det egentlige fortællepunkt ligger ikke mellem menneskene, men i hovedpersonen som trækker sig selv ned gennem sit eget søle – ikke som en skam, ikke som en perverteret lyst, men som en nødvendighed for at forsøge at gøre sig klar til den mulige operation.

Og klart nok handler bogen om blindhed, eller muligheden for at blive blind, og klart nok sgu, er hovedpersonen også blind i sig eget liv. Der er ting hun enten ikke kan se, eller ikke vil indse. Nå, men ikke mere referat fra bogen. Læs den selv. Hun skriver til tider røven ud af bukserne. Den måde hun kan forstørre enkelte ord op på, så det ene ord lader læseren være helt med i situationen. Allerede på første side, til Thomas’ farmors begravelse: “Bænken er smal, luften er kølig, kalken. Ellen i kisten.” For mig bliver ordet ‘kalken’ forstørret op og giver liv til scenen. Kalken er det, der skaber den kølige stemning i kirken, og selvom det virker banalt, bruger Tina Frank den effekt rundt i romanen, hverken for meget eller for lidt.

Øjets Anatomi, er efter min mening noget af det bedste, der længe er skrevet.

Titel: Øjets Anatomi
Forfatter: Tina Frank
Forlag: Gladiator
Sider: 112
Pris: 199,95 kr.
Udkommet: 24.09 2020